btn toggle

Gallery

Gallery » Danzig - Nyt Nr. 16 » DANZIG NYT

DANZIG NYT

 

Det næste, der skulle rede på, var et nummer i rækken for nedtagelse af mit eksponat.
Her gik det ikke helt retfærdigt til! Alle GrandPrix deltagerne, kommissærer og guldmedaljefolket havde "første ret"! Klokken blev derfor over 6 inden jeg kom til "fadet".
Udstyret med en "hjælper" kom jeg over til "min" udstillingshal. Her skulle "hjælperen" sætte sig (ja - på en stole­række, hvor man flyttede sig en plads frem ad gangen) sig i kø, for at få tildelt 2 hjælpere.
Hjælperne tilkaldte en tredie "hjælper", der havde "nøgle" til at åbne rammer­ne, har tilkaldte en fjerde "hjælper", der bar glasset væk.
Selv fik jeg lov til at pille ned - hver gang "hjælperne" ville hjælpe til faldt hele skidtet på gulvet - en almindelig foreteelse, som jeg havde observeret hos andre "selvnedtagere". Hvis "hjæl­perne" tog ned uden utidig indblanding fra udstilleren, så havnede det hele på gulvet!
Altså pillede jeg ned selv, og var så heldig, at kun 3-4 plancher blev revet på gulvet!!!
Tilbage til køen, hvor vi "afleverede" "hjælperne" med tak for lån. Vente på underskrifter (med anførelse af klokke­slæt - ligesom ved opsætningen - Ord­nung muss sein!). Pænt vente på, at der kom en politibetjent, der kunne følge os over på kontoret.
På kontoret blev vi overladt til os selv, idet der var en lang kø ved toldbehand­lingen.
Et kort overblik fortalte os, at det ville være yderligere mindst 3-4 timer, så vi blev hurtigt enige om, at kunne vi komme ind i Polen uden toldbehandling, så kunne vi sikkert også komme ud af Polen med alle frimærkerne i behold  vi havde desuden købt en hel del på dette tidspunkt!
Afsted kom vi - bilen holdt stadig uden­for! P-vagten ventede på os, hans ar­bejdstid var ophørt en 1/2 time forinden - så han tjente selvfølgelig en ekstra skilling ud over det beløb, som vi alle­rede havde betalt. Selv om "Mathilte" (det er navnet på min kones bil) ikke er mange penge værd, så var vi alligevel glade for at se hende (især fordi vore kufferter - samt alle de indkøbte fri­mærker - lå i bagagerummet).
Af sted gik det - jeg sad ved rattet og Peter dirigerede. Peter havde i forvejen forhørt sig om vejen ud af Poznan og den videre vej til Gdaåsk.
Dette skulle hurtigt vise sig at være en god disposition - afmærkningen inde i Poznan var ikke ligefrem god! Vi var desuden gjort opmærksom på, at visse byer skulle vi køre uden om, hvis ikke vi ville bruge 1/2-timer på, at finde ud af byen igen.
Halvvejs til Gdaåsk fandt vi et lille sted, hvor vi fik lidt i maven! Klokken var over midnat, før vi nåede til Gdaåsk.
Byen er en lang bebyggelse omkring hovedvejen, indtil man når ind til selve centrum  og i centrum kan man ikke orientere sig ordentligt efter det lille kort, som fandtes i Peters "Turen går til Polen" - især ikke når gaderne hele tiden ligger på den "forkerte" side af den kanal man kører langs med. Når vi endelig kom til en bro over kanalen, så var vejen tilbage ensrettet!
Efter en halv times kørsel rundt i centrum, kendte vi næsten alle broerne,  men havde endnu ikke fundet vort

 

 

 

argang Nr. 16 August 1993, Seite 22.


Hits: 654

Added: 05/04/2019
Copyright: 2024 Danzig.org

Danzig